Ring Them Bells er ude med ny single: den skrøbelige og forløsende ballade, ’Wherever You Go’, som er en duet med anmelderroste Camilla Munck. Bandet har haft fem singler i rotation på DR P6 Beat og flere fem-stjernede live-anmeldelser på det seneste og er snart på gaden med deres kommende album i marts 2023.
I ’Wherever You Go’ smyger forsanger Johannes Nidams og Camilla Muncks stemmer sig smukt om hinanden i et nøgent lydbillede med klaver, rumklangs-guitarer og tilbagelænet rytmesektion. Sangen starter i det helt stille og ender i et storladent klimaks, hvor noget af den støj, som bandet er kendt for, får lov at bryde igennem.
Ligesom hele Ring Them Bells’ kommende album, der får titlen ’All Kinds of Nightmares’, er singlen mastereret af Simon Scott fra det store britiske shoehaze-band, Slowdive. Pladen kommer til at veksle mellem energiske, tunge og beskidte rocknumre og skrøbelige, intime passager.
Tematisk udforsker det kommende album dystopi, kaos og en ustabil, politisk virkelighed. Med ’Wherever You Go’ åbner pladen med noget så simpelt og lyst som en opløftende kærlighedssang – midt i al kaosset.